Skip to main content

Så´, Som Anerkendelse

Det min mormor gjorde her var at gøre mig opmærksom på et lille sted, nemlig i ordet Så’ hvor jeg ikke blev selvkritisk men om end minimalt var og er i stand til at give mig selv en lille anerkendelse af at have gjort noget færdigt.

Som så ofte før var jeg for noget tid siden på besøg hos min mormor. Vi havde spist aftensmad og hygget os, og som vi altid gør, så fik vi ordnet opvasken bagefter i fællesskab. Vi stod i hendes lille køkken, og jeg var netop blevet færdig med at vaske det sidste op og havde tørret mine hænder, og med det lille ord - Så´- annonceret, at nu fik vi det ad vejen, da min mormor smilede og sagde – Det er sjovt, for det er kun dig og din søster som siger – Så´- på den måde når I har gjort noget færdigt.

At hun sagde det, gjorde mig pludselig meget bevidst om den store værdi der for mig ligger i det lille ord Så´, med et lyst tryk på å til slut. Rigtig mange gange tager jeg mig selv i tanker om, alt hvad jeg burde have gjort, som jeg ikke fik gjort færdigt, hvilket kun fører til skyldfølelse og en fornemmelse af at være utilstrækkelig. Dette oplever jeg gælder for mange af de mennesker, som jeg møder i min klinik.

Det, min mormor gjorde her, var at gøre mig opmærksom på et lille sted, nemlig i ordet Så’ hvor jeg ikke blev selvkritisk, men om end minimalt var og er i stand til at give mig selv en lille anerkendelse af at have gjort noget færdigt.

Det, det også gjorde, var at, det gav mig håb for at, der for mange af de mennesker, som lider under deres egne selvkritiske stemmer, også er små værdifulde anerkendelser i deres liv og sprog, som de blot ikke selv har opdaget. Det gav mig et håb om, at enten jeg eller andre i disse menneskers liv, som min mormor gjorde for mig, kan få øje på det sammen med dem.

Det giver mig lyst til at lægge mærke til, om der i disse menneskers sprog (selv i de mindste ord) kan ligge blot en lille anerkendelse af dem selv, som kan gøre en stor forskel.