Skip to main content

Udsigten fra mit Vindue, i en Corona-ramt Verden.

Min datter skrev i den rap de skulle lave i sofaskolen den anden dag.

”Jeg sidder helt alene, her bag tremmer,

men det jeg ville var at ha’ en krammer”

Hendes ord gik rent ind, fordi de beskrev den følelse jeg tror mange af os sidder med. En følelse af at være spærret inde og ønske at man kan kramme, dem man ikke kan nå i denne tid.

Allerede onsdag i forrige uge blev mit lille hjemmekontor min nye hverdag.

Alle mennesker oplever i denne tid forskellige reaktioner på ikke at have mulighed for at gøre det de plejer. Der er mange forskellige reaktioner på denne unormale tilstand.

Nogen bliver angst mens nogen bliver forvirrede, nogen oplever det lidt som en lettelse, nogen isolerer sig, og andre igen kan ikke holde ensomheden ud.

Når man lider af en depression, i forvejen er ensom, eller lider af angst, så kan denne indespærring yderligere forværre tingenes tilstand.

Mange angste oplever i disse dage frygten for at blive smittet med coronavirus, og at de eller mennesker omkring dem skulle dø af virussen. Det forværrer blot det jerngreb, angsten i forvejen holder dem i.

Mennesker med depressioner får med isolationen mindre mulighed for at få afkræftet de mange negative tanker om sig selv.

Var man ikke stresset i forvejen, så kan man blive det af at forsøge at være hjemmelærer og arbejde ved en hjemmearbejdsplads sideløbende. Det er en udfordring, som ind imellem kan drive selv det roligste menneske til vanvid. Jeg hørte i radioen om en mor, som havde vasket sin datters en gangs bleer, fordi hun var så stresset af at skulle være både grafiker, skolelærer, børnehavepædagog og vuggestuepædagog.

Derfor har det for mig i denne tid også været vigtigt at holde fast ved muligheden for, at de mennesker som kommer i min klinik fortsat kan benytte tilbuddet om terapi online eller pr. telefon, selvom vi ikke længere kan ses fysisk.

For mig selv er det følelsen af at være spærret inde, som er værst.

Det ikke at kunne se familie og venner som vi plejer men må se dem over skype eller tale i telefon med dem. Børnene savner deres venner, og hvad der var spændende og nyt i sidste uge er det ikke mere.

Min datter skrev i den rap de skulle lave i sofaskolen den anden dag.

 ”Jeg sidder helt alene, her bag tremmer,

men det jeg ville var at ha’ en krammer”

Hendes ord gik rent ind, fordi de beskrev den følelse jeg tror mange af os sidder med. En følelse af at være spærret inde og ønske at man kan kramme, dem man ikke kan nå i denne tid.

Og så er der alligevel ting som kan føles lidt som en krammer.  Fx er vi jo så heldige at være hjemme sammen som familie.  Vi går ture med venner og prøver at holde os på hver sin side af vejen. P2 laver fælles morgensang hvor vi sang med i dag, og selvom man ikke kan høre hele Danmark synge med, så føles det alligevel lidt sådan. Og så er der udsigten fra mit vindue. Gule påskeliljer der titter frem, og frugttræer der begynder at springe ud, mens fuglene er begyndt at synge.

Og når jeg tænker på alt det, så føles det lidt mere som en krammer og lidt mindre som indespærring.

Jeg håber at mennesker som lider af angst, depression, stress eller andre livskriser i denne tid kan finde de lyspunkter som giver dem værdi, og forsøge at holde fast ved dem.  For situationen går ikke væk i morgen. Heller ikke selvom man forsøger at tænke den væk, men måske kan vi stå sammen om at komme igennem den, hvis vi kan holde fast ved det, som føles lidt mere som en krammer.